Færgen PLAGEN


‘PLAGEN’ er en klassisk dansk bilfærge, af den type som i alle dele af landet, har forbundet ø-samfund med fastlandet. Færgen er bygget af træ på Søren Larsen og Sønners Skibsværft i Nykøbing Mors. Her blev den lille Egholm færge også bygget.

Historisk Rids

1958 - Nu

  • 1958

    ‘Plagen’ blev indsat på den legendariske overfart mellem ‘Pinen’ og ‘Plagen’ på Sallingsund i 1958 – ‘Pinen og Plagen’ er taget efter stednavnene på områderne omkring færgelejerne på henholdsvis Salling og Mors siden og er i dag en af Danmarks mest kendte overfarter. Efter Sallingsundbroen etablerede en fast forbindelse mellem Mors og Salling i 1978, blev de daværende 5 aktive færger overflødige og blev forflyttet til andre overfarter. ‘Plagen’ blev reservefærge i Limfjorden indtil den i 1980 blev indsat i fast rutefart på Feggesund-overfarten, mellem nordspidsen af Mors og Thy, her under navnet “M/F Sallingsund”.

  • 2012

    Indtil november 2012 sejlede færgen på Feggesund, hvor den blev afløst af en ny stålfærge. Den 18. november sejlede Færgen.PLAGEN (her under navnet SALLINGSUND) sin sidste sejlads på sin faste rute på Feggesund mellem Nordmors og Thy. Dagens besætning var den vandte kaptajn, de nybagte færgeejere med familie og venner.

  • 2013

    Færgen lå i foråret 2013 til kaj i Agger Havn i den vestligste del af Limfjorden, hvor en gennemgribende renovering samt ombygning fra transport- til kulturfærge blev igangsat. Færgen blev bugseret til Østre Havn i Aalborg i maj, hvor ombygning og tilbygning på bildækket fortsatte. Nordjyderne fik første gang adgang til skibet i juni ved en ‘Færgenisering’ med færgedåb og kanonaffyring. I oktober afholdtes desuden arrangementer i forbindelse med Kulturnatten.

  • 2014

    Første halvdel af året bød på færdiggørelse af ombygningen på bildækket og denne blev indviet ved en uges arrangementer på Aalborg Havnefront, hvor færgen lå ved Utzon Center i forbindelse med Aalborg Regatta. Resten af sæsonen bød på et væld af forskellige arrangementer på færgens base i Østre Havn.

  • 2015

    I 2015 fokuserede OM:FORM på at binde borgere og Limfjorden tættere sammen. Det sker igennem workshops, udstillinger og andre arrangementer med temaer Dyrk fjorden, Brug fjorden, Mærk fjorden! Herudover deltog Kulturfærgen som alternativ scene under Tall Ships Races.

  • 2016

    I 2016 udforskede vi byrummene omkring Kulturfærgen ved placeringen ved Limfjordsbroen, blandt andet igennem en anderledes koncertoplevelse, hvor bands spillede fra tagterrassen ned mod publikum på kajen og Limfjordsbroen i et forsøg på at aktivere havnefrontens oversete byrum på kanten mellem vand og land.

  • 2017

    I 2017 deltog Kulturfærgen i de store arrangementer på havnefronten i forbindelse med Aalborg Regatta og DGI Landstævnet 2017. Herudover har Kulturfærgen dannet ramme om flere kulturarrangmenter i samarbejde med forskellige kulturforeninger og musikalske institutioner.